Genbrugt tøj
Genbrugt tøj
Tøj på kroppen er en basal livsnødvendighed, som er helt afgørende for vores sundhed og trivsel. I følge Ecolabel tager vi i Danmark køb og salg af tøj til ekstreme højder med 75.000 tons tøj og andet tekstil om året i de private husholdninger. Det gør os til en lidt trist verdensmester i køb og salg af tøj med op mod 16 kilo pr. person årligt.
Det massive forbrug af tøj er problematisk af mange årsager. Produktionen af tøj er en tung post i CO2-regnskabet med et stort forbrug af energi, vand, kemikalier og sprøjtemidler. Samtidigt skifter vi ofte vores tøj ud, når moden skifter, selv om tøjet ikke fejler noget. Kun en lille del af vores tøjkøb bliver solgt videre som genbrugstøj online eller på anden måde genanvendt. I stedet ligger det måske i årevis bagest i skabet eller på loftet, inden det går op i røg som blandet affald.
Køb og salg af brugt tøj
Vi kan gøre det bedre, og brugt tøj er en af vejene frem. Ved køb og salg af brugt tøj, både online og i genbrugsbutikker, kan vi få en længere levetid ud af det tøj, der allerede er produceret for dyrebare ressourcer. Genbrugstøj er heldigvis blevet en positiv trend, der gør det muligt at kombinere sin klimabevidsthed med muligheden for at sammensætte sin egen unikke tøjstil uden at overbelaste bankkontoen. Sælg brugt tøj, du ikke længere selv bruger, og køb brugt tøj fra andre. På den måde holder vi tøjet i cirkulation og får så meget som muligt ud af de klimatunge fibre, samtidigt med at vi kan forny garderoben i ny og næ.
Find flere genbrugs tips og tricks.
Kreativt design af genbrugstøj
Hvis du har lyst og evner til det, kan du også lege med at skabe noget nyt ud af brugt tøj, hvad enten det er noget, du finder i dit eget skab eller i en genbrugsbutik. Du kan ændre længde og snit på din tidligere yndlingskjole, sætte nye ærmer på en skjorte eller på anden måde nyfortolke og upcycle et stykke allerede brugt tøj. Men hvis du ikke selv føler dig hjemme ved symaskinen, så sælg dit gamle tøj eller aflever det i en genbrugsbutik. Så kan det være, at andre kan bruge dit brugte tøj, enten som det er eller som basis for et nyt design. Og i samme ombæring er du med til at skabe en indtægt for nødhjælpsorganisationerne, der kan bruge pengene til at hjælpe mennesker med behov for det. Det giver god mening på mange måder.
Reparer dit brugte tøj
Hvis din dyre favoritjakke har en defekt lynlås eller har fået en flænge, så betyder det ikke, at den er lige til at smide i skraldespanden. Hvis du selv er god med en symaskine, så kan du selv skifte lynlåsen. Men hvis du ikke kan eller ikke har overskud til selv at kaste dig ud i reparationen, så er der andre, der kan klare det for dig. Selv hvis du skal betale dig fra en reparation kan det være givet godt ud i stedet for at bruge penge og naturressourcer på et nyt stykke tøj. Godt for både pengepung og klima!
Find flere artikler med inspiration på GreenTown eller fx hos Forbrugerrådet tænk
Genanvendelse og Upcycling
Genanvendelse af materialer og upcycling er en af mange modbevægelser til ’brug og smid væk’-kulturen. Genanvendelse og upcycling er derfor et af GreenTowns bæredygtighedskriterier.
Læs mere om GreenTowns bæredygtighedskriterie genanvendelse og upcycling