Alpacauld er et miljøvenligt materiale
Alpacauld er et fantastisk bæredygtigt materiale, som er blødt mod huden. Det fnugger ikke og har en god isolerende evne. Derudover er ulden fri for lanolin, hvilket gør den mere åndbar og allergivenlig.
Hvad er alpacauld?
Alpacaulden er et animalsk naturfiber fra alpakaer, som stammer fra Andesbjergene i Sydamerika - Peru og Bolivia. Dog har den store efterspørgsel på alpacauld medført, at flere lande som Australien, USA, Canada og England er begyndt at opdrætte alpakafarme og eksportere det populære uld. Alpacauld indeholder ikke lanolin, som fåreuld gør. Dette gør ulden mere allergivenlig. Derudover er ulden kendt for dens bløde og silkeagtige struktur, som betyder, at den ikke klør på huden. Det er et meget holdbart materiale, og bæredygtigt tøj er tøj, som du kan have i lang tid.
Alpacauld giver bæredygtigt tøj
Alpacauld er blandt de mest bæredygtige materialer til tøjproduktion. Den alpacauld, der kommer fra dyr, der lever i bjergene, giver mere bæredygtigt tøj, end den alpacauld, der kommer fra opdrættede dyr. I bjergene lever dyrene i stor udstrækning af det vand og det foder, der er at finde i naturen, og de optager ikke landbrugsland, hvor der kunne være produceret afgrøder.
Alpacauld er velegnet til børnetøj
De fleste børn bryder sig ikke om uldtøj, der kradser. Derfor er alpacauld velegnet til børnetøj som for eksempel et par sutsko eller en hue. Og netop fordi alpacauld er dejligt blødt, er det rart for småbørn at røre ved og bide i. Det kan for eksempel være hæklede sutter og biderangler.

Andre typer uld, der også er dejligt bløde, er merinould og cashmere uld. Hvis du vælger økologisk uld, undgår du produkter, der er super-wash behandlet. Det er en kemisk behandling, der blandt andet skal gøre, at dit uldtøj fnuldrer mindre. Desværre mister ulden også nogle af sine gode egenskaber i processen.
Fairtrade-certificering på alpacauld
Nogle produkter af alpacauld er mærket med Fairtrade-certificering. De produkter kommer typisk fra værksteder og små virksomheder i Sydamerika, hvor lokale kvinder forarbejder produkterne i hånden under ordnede forhold og får en rimelig pris for deres arbejde. På den måde sikres en bæredygtig produktion, der ikke belaster miljøet og giver sikre arbejdsvilkår for kvinderne.
